Når man har besluttet sig for en kirkegård, skal man vælge det gravsted, afdøde skal have. Dette aftales med graveren på den kirkegård, man har valgt til afdøde. Skal afdøde begraves på traditionel vis (jordfæstes) er det godt at aftale gravstedet så hurtigt som muligt, idet graveren skal have tid til at bestille en entreprenør til at stå for udgravningen af graven inden begravelsen finder sted.
Bestilling af begravelse i Harrevig Pastorart
Ønsker man en begravelse ved en af kirkerne i Harrevig Pastorat skal man tage kontakt til:
Præsten i Roslev for begravelse fra Roslev, Rybjerg, Hjerk og Harre kirker
Præsten i Durup for begravelse ved Durup, Tøndering og Natrup Kirker
Ved ferier og fravær henvises der til en vagthavende præst.
Det er muligt at få en anden præst i Folkekirken end pastoratets faste præster til at forestå en begravelse i pastoratets kirker (fx. hvis man har en præst i familien). Det er imidlertid jeres eget ansvar at tage kontakt til den pågældende præst og aftale begravelsen med vedkommende. Det er også muligt efter gældende regler, at en præst fra et anerkendt kirkesamfund kan låne en af kirkerne til en begravelse. Kontakt præsten desangående.
Begravelseshandlingen
Er man medlem af Folkekirken, har man ret til en kirkelig begravelse/bisættelse (handling), der forestås af en præst. Almindeligvis foregår handlingen i en af pastoratets kirker.
Der stilles præst, organist, graver og kirkesanger gratis til rådighed til at gennemføre en handling i pastoratets kirker.
Kirken vil være pyntet som til en almindelig gudstjeneste (lys og blomster på alteret). Yderligere pyntning er jeres eget ansvar og aftales med graveren.
Inden handlingen skal I have en samtale med præsten. Her skal det praktiske i forbindelse med begravelsen aftales - herunder salmer. Det er præstens ansvar, hvilke salmer, der synges i kirken; men I som efterladte tages med på råd. Der bruges salmer fra Den Danske Salmebog til en begravelse. Det er fint, hvis I i familien har talt om, hvilke salmer I gerne vil have. Almindeligvis bruger man 4 salmer til en begravelse/bisættelse.
Samtalen med præsten skal også give præsten stof til talen over afdøde. Det er derfor godt, hvis så mange som muligt af de efterladte kan være tilstede ved denne samtale. Er der nærmere pårørende, der ikke har mulighed for at komme, er det godt, hvis de øvrige får talt med disse inden samtalen med præsten, så at deres minder om afdøde også kan komme frem.